PRESSEMEDDELELSE August 2010
Små selvstændige sparer tid på fakturering
Mindre virksomheder bruger ofte for megen tid på fakturering. Med EVA scanner-systemet kan faktureringen klares på få minutter. EVA har netop fået ny ejer.
ExpandIT Mobile lever af at udvikle software til mobile handelsløsninger. Virksomheden har netop overtaget EVA scanner-systemet fra håndværker-grossisten Brødrene A&O Johansen A/S (AO).
”Vi hos Amager Sanitets-service / Tonny Jensen VVS har netop modtaget nyheden om, at Stregkodesystemet EVA2000 er blevet overdraget fra Brdr. A&O Johansen A/S til ExpandIT Mobile Aps.
At overtage et system som dette kræver viden og indsigt, og derfor kom det som en dobbelt glæde, da vi hørte at vores normale supporter på systemet, René Richardt, var flyttet med over til ExpandIT Mobile.
Det giver os ro i forhold til fremtiden for EVA2000, som er den løsning, vi har valgt til at registrere vores vareforbrug og timer med, siger Martin Hansen, ejer af Amager Sanitets-Service / Tonny Jensen VVS.
At ExpandIT Mobile Aps ydermere har valgt at videreudvikle på systemet, så vi snart kan blive præsenteret for en nyere generation af scannere samt optimeret genbestilling, gør, at vi kun kan modtage nyheden som værende rigtig positiv.”
- AO besluttede, at scannersystemer ligger uden for virksomhedens primære forretningsområde. Derfor besluttede AO at finde en virksomhed, som havde mobile handelsløsninger som deres speciale. Efter at have undersøgt markedet faldt valget på ExpandIT Mobile, som er eksperter på området, fortæller René Richardt.
René Richardt arbejdede indtil for nylig i AO. Men da han kender EVA-systemet ud og ind, fulgte han som en del af aftalen med over til ExpandIT Mobile, som nu er hans arbejdsgiver.
- Mange selvstændige glemmer at få sendt regninger ud til deres kunder. Hvis en håndværker for eksempel er ude hos en kunde, kradser han ned på et stykke papir, hvad han har brugt af tid og materialer på opgaven. Meningen er så, at når han kommer tilbage til kontoret, skal han tyde sine egne kragetæer og finde varenumrene frem, så kontoret kan beregne en pris til kunden. Men mange orker ikke at rode med varenumre og regnskaber, når de kommer hjem fra en hård dag på jobbet. Derfor kommer regningerne ikke af sted til tiden, og så ender virksomheden i økonomiske problemer, siger René Richardt, der nu er projektansvarlig hos ExpandIT Mobile.
EVA er oprindeligt udviklet til VVS’ere, som gerne vil spare tid på faktureringen.
- I stedet for at skrive ned, hvilke materialer man bruger, scanner man bare stregkoden på materialerne, og så husker EVA, hvad man brugt. Arbejdstimer har deres egen stregkode, så når man kommer hjem fra en opgave, skal man bare slutte scanneren til sin computer og trykke på print, så har man en færdig faktura, som kan sendes af sted med det samme, fortæller René Richardt.
EVA-systemet kan også holde styr på varebeholdningen og minde om, når det er tid til at bestille nye materialer.
- ExpandIT Mobile udvikler typisk mobile løsninger til større virksomheder. Men med EVA-systemet har virksomheden fået et tilbud til de mindre virksomheder. EVA-systemet kan hurtigt tilpasses til andre brancher, som dermed får en billig løsning, der sparer dem tid og penge, forklarer René Richardt.
EVA-systemet har eksisteret siden 1996 og er derfor en gennemprøvet løsning. ExpandIT Mobile har 12 år på bagen, og virksomhedens software sælges i dag af mere end 100 IT-partnere i 22 forskellige lande.
Yderligere information:
René Richardt, projektansvarlig
Telefon: 7026 8619
Mail: rene@expanditmobile.dk
Erik Enggaard, administrerende direktør
Telefon: 7026 8619
Mail: erik@expanditmobile.dk